Når man vælger en Friskole tager man et aktivt tilvalg. Det forpligter forældre, børn og skolen på, i fællesskab, at arbejde for trivsel, skoleglæde og udvikling.
Fællesskabet vægtes højt, og der er forventning om, at man som familie deltager i forældremøder, arbejdsdage, fællesspisninger, klassearrangementer, fællesmøder, samt hvad der ellers måtte blive arrangeret på skolen.
Et godt samarbejde er baseret på åbenhed og dialog, og derfor opfordres alle til at henvende sig til skolens ledelse eller lærerne, hvis der måtte være noget, man har brug for at drøfte omkring sit barns skolegang.
Det forventes at alle relevante oplysninger vedrørende jeres børn bliver viderebragt til skolen, I bedes derfor give samtykke til, at skolen kan henvende sig tidligere institution for at indhente relevante oplysninger. På den måde kan vi sikre netop jeres barn en tryg start på Skibhus Friskole.
Indskrivning til forårsSFO – Pluto
Ønsker man sit barn tilmeldt forårs-SFO på Skibhus Friskole, kan man henvende sig til skolen eller blot udfylde opskrivning på hjemmesiden. Når I har modtaget en bekræftelse fra skolen, er barnet skrevet op. Da der er flere hensyn, såsom søskendefordel, kønsfordeling mm. garanteres der ikke plads ved indmelding.
I april, året før børnene begynder i forårs-sfo, får forældrene skriftlig besked om deres barn er optaget. ForårsSFO – Pluto, starter første hverdag i marts.
Der er altid mulighed for at besøge skolen, men vi ser gerne at der aftales tid til en rundvisning. Kontakt skolen for mere info.
Omkring september inviteres I som forældre til informationsmøde med forårs-SFOens voksne og skolens leder, der vil orientere om skolens værdigrundlag og dagligdag.
I januar inviteres forældre til et informationsmøde vedr. prøveskoledagene i februar måned. På prøveskoledagene kan de nye elever prøve at gå i skole på Skibhus Friskole og her kan de få svar på de mange spørgsmål der presser sig på ved skolestart og sikre et tidligt samarbejde med jer forældre.
Skoleparathed
Læs mere om skoleparathed her.
Værd at vide inden indmeldelse på skolen
- Det forventes, at I har læst og er indforstået med ovenstående og skolens værdigrundlag, inden I melder jeres barn ind på skolen.
- Skolen forventer jeres opbakning, men er altid åben for gode råd, ideer og forslag.
- Det forventes at skolen informeres hvis der sker store ændringer i hjemmet.
- Skolen arbejder sammen med kommunens PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning) og er underlagt den skærpede underretningsforpligtigelse.
- Skibhus Friskole benytter intra til kommunikation mellem skole og hjem.
- Forældreråd i de enkelte grupper har oprettet facebookgrupper til koordinering af fødselsdage, fester, påmindelser osv. – Forældrerådsrepræsentanter sørger for at nye forældre kommer med i grupperne
Økonomi
Skolepengene fastsættes af skolens bestyrelse og vil altid fremgå af skolens hjemmeside.
IT
Da en stor del af undervisningen er digital, er det vigtigt at alle elever kan tilgå det materiale der bruges i undervisningen.
- Alle elever fra 0. til 3. klasse har en tablet – Vi anbefaler en iPad af nyere dato, så alle elever har samme udgangspunkt og adgang til apps
- Alle elever fra 4. klasse har egen bærbar computer/Chromebook.
Skibhus Friskole har ikke en forsikring, der dækker elevernes medbragte udstyr, men lærerne er meget opmærksomme på at arbejde pædagogisk med håndteringen af en bærbar computer.
Vi vil gerne understrege, at det ikke er nødvendigt med en splinterny maskine og kan i den forbindelse anbefale Refurb.dk til køb af computer/tablet.